Guide
Strikketeknikker
Vi elsker ikke blot at designe med et væld af farver, garner og mønstre! Vi gør også en dyd ud af at vores kollektioner byder på et bredt udvalg af teknikker.
Vores ønske er at tilbyde noget til alle - lige fra begyndere til de mere erfarne.
DE MANGE MULIGHEDER
I denne guide har vi eksempler på de fleste af vores strikketeknikker, så du forhåbentlig kan finde inspiration til dit næste projekt.
Uendelige muligheder
HVILKEN STRIKKETEKNIK SKAL DU VÆLGE?
En af de fantastiske ting ved at strikke er, når man skal vælge en ny teknik. Der er et utal af muligheder, som kan kombineres på kryds og tværs.
Vi har i denne guide samlet størstedelen af de teknikker, som vi bruger i vores styles. Vi har valgt at vise dem efter sværhedsgrad - vel vidende at du måske synes, at flerfarvestrik er lettere end hulmønster. Eller at patent er lettere end intarsia.
På vores YouTube kanal har vi videoer til flere af strikketeknikkerne, så du kan hurtigt se, om det er en teknik, som du har lyst til at lære.
Glatstrik
Glatstrik er den mest anvendte måde at strikke på, hvis du vil skabe en jævn og glat overflade.
Eksempelvis er vores luksuriøse Cashmere garn særdeles velegnet til ensfarvede modeller i glatstrik, da garnets bløde struktur og smukke fald taler for sig selv.
Du kan også blande garnkvaliteter, som vi har gjort i Majgu stylen.
Struktur-strik
Modeller med et enkelt design, kan let piftes op med strukturstrik. Med strukturstrik kan du nemt skabe smukke mønstre til alt fra bluser og strømper til huer og vanter.
Aksø er et eksempel på et fint strukturmønster, som du kan strikke som sweater, poncho og halsedisse!
Snoninger
Snoninger er en god måde at give dit strik en smuk struktur. Snoninger strikkes ved at lade maskerne bytte plads. Jo flere masker, der bytter plads, desto bredere bliver din snoning.
Du kan også vælge at kombinere snoninger med flere garnkvaliteter, der tilsammen skaber et elegant og eksklusivt udtryk.
Hulmønster
Hvis du ønsker et let og femint udtryk i dit strik, er det oplagt at strikke hulmønster. Teknikken - der også kaldes lace, med inspiration fra engelsk - kan give et kniplingsagtigt udtryk.
Hulmønster kan være enkelte huller – eller store flader med et egentligt mønster. Oftest strikker du hulmønster efter et diagram.
I vores Hesselø style har vi designet et hulmønster med henblik på at skabe et meget grafisk udtryk.
Patent
Patent-teknikken giver et meget flot reliefagtigt udtryk. Du kan strikke patent på mange måder – og med flere farver. Så valgmulighederne er mange!
En af myterne med patent er, at man ikke kan samle en tabt maske op, men det kan godt lade sig gøre!
Du kan også strikke patent med to farver (tofarvet patent). Teknikken strikkes med en bundfarve og en mønsterfarve. På den ene side af arbejdet træder den ene farve mest frem, og på den anden side træder den anden frem.
Ved hjælp af ud- og indtagninger kan du danne flotte mønstre med denne teknik. Teknikken kan se kompliceret ud, men er ganske enkel – og til forskel fra ensfarvet patent, er det nemt at samle en tabt maske op!
Vi har eksempelvis designet Karrat, hvor både ind- eller udtagninger og flere farver er med til at skabe en smuk silhuet.
INTARSIA
Intarsia er en virkelig sjov strikketeknik, hvor der strikkes med farver i større felter.
Der strikkes med små bundter af hver farve, og når de farvede felter mødes, krydses farverne på bagsiden. Der opstår derfor ikke lange tråde på bagsiden, når du anvender denne teknik.
Highland garnet er særlig velegnet til denne teknik, da masker står flot side om side i de farvede felter. Det kan være lidt svære at få intarsia pænt i de tynde garnkvaliteter.
Hvis du har lyst til at kaste dig ud i teknikken, kan du eksempelvis starte med Kataja Vesten, som er perfekt til hele året!
KIT: Rømø Strik Sweater
KIT: Hirsholm Strik Bomber
KIT: Gotland Strik Slipover
FLERFARVESTRIK
Fair Isle, jacquard, norsk mønsterstrik eller blot flerfarvestrik – kært barn har mange navne! Du kan skabe de smukkeste mønstre med flerfarvestrik – det er kun fantasien, der sætter grænser for mulighederne!
Flerfarvestrik er en vigtig del af vores DNA – vi er kæmpe fans af denne teknik.
Det er svært for os at fremhæve et yndlings-mønster i flerfarvestrik, men vores bedst sælgende style i flerfarvestrik er Öland stylen, som er utroligt sjov at strikke – og resultatet taler for sig selv!
KIT: Disko Strik Bluse
KIT: Baggen Strik Bluse
KIT: Fanø Strik Sweater
KIT: Disko Strik T-Shirt
KIT: Vanna Strik Bomber
vævestrik
Vævestrik, mosaikstrik og labyrintstrik er forskellige betegnelser for den samme teknik. Med vævestrik kan du strikke smukke, flerfarvede mønstre uden at skulle strikke med flere farver på samme pind.
Teknikken udføres i stedet med hævemasker, der fører farven med op over de næste pinde.
Det endelige udtryk er enkelt og med et smukt farvespil, hvilket du eksempelvis kan se på vores Hugla Cardigan eller vores nye kollektion Videy.